Grammatik

§ 5. Accenttegn (accent aigu)

Man kan bruge accenttegn (´ = accent aigu) for at forebygge misforståelser eller fejllæsninger. Accenttegn kan bruges over både små og store bogstaver. Med accenten viser man at en stavelse udtales med stærkt tryk (jf. dog punkt 5 nedenfor). Accenttegnet er således et hjælpemiddel som man kan bruge for at lette læsningen. Men man er aldrig tvunget til at bruge accent: Der er intet ord i Retskrivningsordbogen som altid skal skrives med accent.

(1) Én, ét, dér, hér

Man kan sætte accenttegn i en, et, der og her når de udtales trykstærkt. En sådan brug af accent er ofte til stor hjælp for læseren: Jeg købte kun én stol (dvs. ikke to stole). Den slags er jo værst for én selv. Én er for lille, og én er for stor. Han var én af de bedste på holdet. Det kan komme ud på ét. Hvem dér? Dér har vi aldrig været før. Der var mange deltagere dér fra byen. Vi har aldrig været dérovre. Hér kommer ingen kunder. Når en og et indgår som dele af andre ord, sættes der normalt ikke accent: engangsbeløb, enoghalvtreds, femtien, ente (fx en hundred(e) og ente-del), etbenet, etplanshus, ettal, etårig, tre-i-ener.

(2) Ord på trykstærkt -e

Man kan valgfrit sætte accenttegn i flerstavelsesord der ender på trykstærkt -e. Det drejer sig i de allerfleste tilfælde om oprindelig franske ord som også i fransk skrives med accent aigu. Accenten er især til hjælp for læseren i de ord der ellers falder sammen med andre ord eller ordformer: allé, armé, dragé, dublé, entré, karré, passé, piqué, puré, rosé. Men accenten kan også bruges i ord der ikke kan forveksles med andre: attaché, chargé d'affaires, gelé, idé, kupé, negligé, odyssé, resumé, varieté. Når sådanne ord indgår som dele af andre ord eller ordformer, kan man ligeledes bruge accent: entrédør, rosévin, attachétaske, geléklump, lindeallé, rygekupé, idémæssig, puréagtig, allés (fx den gamle allés træer), entréen, resuméet, varietéerne.

(3) Ord på trykstærkt -er

Man kan sætte accenttegn i ord der ender på trykstærkt -er, og som ellers falder sammen med andre ubøjede ord: manér, mortér, visér. Når sådanne ord indgår som dele af andre ord eller ordformer, kan man ligeledes bruge accent: mortérgranat, manérer. (4) Imperativer på trykstærkt -er Man kan sætte accenttegn i imperativer der ender på trykstærkt -er. Accenten er især til hjælp for læseren i de ord der ellers falder sammen med andre ord eller ordformer: analysér, basér, brodér, farsér, gravér, kopiér, notér, polér.

(5) Accenttegn til lettelse af læsningen

Man kan sætte accenttegn i tilfælde hvor ord, ordformer eller sætninger i den givne sammenhæng ellers ville kunne forveksles med andre ord, ordformer eller sætninger, eller hvor en accent i øvrigt vil kunne lette læsningen: Vi fór ned ad trappen. Jeg skal nok stå fór mens du klæder om. Dét må dú klare. Han har aldrig fornærmet ós. Vi stód op under hele turen. Diskutér filmen med dine kammerater! kánon, kanón, planét, ballét, syrén, gravérnål, præcisére, juvelér. Det anbefales dog at være tilbageholdende med at bruge accent i sådanne tilfælde, og accenttegn over Å/å bør helt undgås. Ofte kan man i stedet markere en fremhævelse ved understregning, ved kursivering eller ved at bruge fed skrift. Når accenten bruges til at skelne mellem ord der begge har stærkt tryk, betegner accenten lang vokal: en vís mand Han er mát (medhjælper på et skib). Jeg foretrækker nu mós til gullasch. Når sådanne ord indgår som dele af andre ord eller ordformer, sættes der ikke accent: vismand, koksmat, kartoffelmos, syrenhæk, bevis, visdom, præcisering, mosede.

© Dansk Sprognævn 2012

Retskrivning

Retskrivningsregler

- § 1. Bogstaverne

- § 2. Tegn

- § 3. Å og dobbelt-a

- § 4. Alfabetisk rækkefølge

- § 5. Accenttegn

- § 6. Apostrof

- § 7. Vokaler

- § 8.-10. Konsonanter

- § 8. Hovedregler

§ 9. Konsonanter i opslagsformer 

- § 10. Konsonanter i bøjningsformer

- § 11. Store og små bogstaver i tekstbegyndelse og efter tegn

- § 12. Store og små bogstaver i proprier

- § 13. Store og små bogstaver i tiltaleord og titulaturer

- § 14. Store og små bogstaver i forkortelser og lign.

- § 15. Almindelige retningslinjer

- § 16. Orddeling ved betydningsbærende orddele

- § 17. Orddeling uafhængigt af betydningen

- § 18. Skrivemåden afhængig af udtalen

- § 19. Skrivemåden uafhængig af udtalen

- § 20-24. Substantiver

- § 20. Fælleskøn eller intetkøn

- § 21. Genitiv

- § 22. Substantiver med fremmede pluralisendelser

- § 23. Substantiver på -el, -en og -er

- § 24. Substantiver med pluralis på -ere

- § 25-28. Adjektiver

- § 25. Adjektiver på -el, -en og -er

- § 26. Adjektiver på -sk

- § 27. Adjektiver på - vis

§ 28. Adjektiver på trykstærk vokal 

- § 29-35. Verber

- § 29. Verber på trykstærk vokal

- § 30. Imperativ 

- § 31. Præteritum participium 

- § 32. Præteritum participium foran substantiv

- § 33. Præteritum participium efter hjælpeverber mv.

§ 34. Præteritum participium som frit prædikativ 

§ 35. Adjektiver dannet af præteritum participium 

- § 36-39. Adverbier og adverbialer

§ 36. Rene adverbier og t-adverbialer 

- § 37. Betydningsforskel mellem t-adverbialer og rene adverbialer 

- § 38. Adverbialer dannet af adjektiver på -ig eller -lig

- § 39. Adverbialer dannet af adjektiver på - vis

- § 40. Indledning

- § 41-43. Punktum

- § 41. Slutpunktum

§ 42. Forkortelsespunktum 

- § 43. Prikker

- § 44. Semikolon

- § 45-51. Komma

- § 45. Indledende bemærkninger

- § 46. Opremsningskomma mv. 

§ 47. Komma ved selvstændige sætningsdele 

- § 48. Helsætninger

- § 49. Komma eller ikke komma

- § 50. Startkommaets placering

§ 51. Tydeliggørelse 

- § 52. Kolon

- § 53. Spørgsmålstegn

§ 54. Udråbstegn 

§ 55. Tankestreg 

- § 57. Bindestreg

§ 58. Anførselstegn 

- § 59. Replikgengivelse

- § 60. Skråstreg

§ 61. Om stavning af proprier  

§ 62. Om stavning af udråbsord og lydord 

Søgning
Har du brug for at kontrollere staveformer, tilbyder vi:
- Online-abonnement til private
- Online-abonnement til studerende
- Ordbog på cd-rom
- Ordbogsprogram til download
- Trykte ordbøger